Odense Å og Fjord Premieren ligger i år lørdag den 8. marts. Husk allerede nu at sætte X i kalenderen.
Vi glæder os til at afvikle premieren endnu en gang, og håber på stor opbakning. Vel mødt!
Premierekortene er på vej i trykken, de er til salg på kortsalgsstederne fra onsdag den 5. februar 2014.
Konkurrenceregler
Kun havørred og laks deltager i konkurrencen. Husk at mindstemålet for havørred er 45 cm og 60 cm for laks. Tvivlstilfælde afgøres af indvejningsholdet og denne afgørelse er inappellabel. Fisken skal indvejes urenset og skal for at deltage i konkurrencen overholde den minimumsvægt, som er anført i konditionstabellen på side 5. Endvidere skal fangeren være i besiddelse af et nummereret premiereprogram, samt gyldigt statstegn, som skal forevises sammen med fangsten. Ved vægtlighed tilgodeses korteste fisk. Der kan kun indvejes en fisk pr. premiereprogram.
Indvejning på P-pladsen, Stige Ø.
Når fisken er indvejet, afrives bagsiden af premiereprogrammet. Denne side udfyldes med data på fangeren og på den indvejede fisk, hvorefter den opbevares hos indvejningsholdet. I lighed med de sidste par år, kan fisk, som er fanget i fjorden, også deltage i konkurrencen. I fjorden må fiskeriet starte kl. 00.00. Alle regler og bekendtgørelser i henhold til ferskvandsfiskeriloven skal overholdes. Fiskeri med orm, gulp og powerbait er total forbudt.
Indvejningen starter samtidig med startsignalet for premierekonkurrencen i åen, kl. 07.00. Indvejning slutter samtidig med slutsignalet for premierefiskeriet kl. 13.00. Fisk, som præsenteres til indvejningsholdet efter slutsignal har lydt, deltager ikke i konkurrencen, medmindre at fangeren står i kø til indvejningsbordet inden for det indhegnede indvejningsområde.
I den særlige konkurrence om ”først fanget fisk” gælder følgende: Kun fisk fanget i åen kan deltage. Ved først fangede fisk forstås den fisk, som først præsenteres på indvejningsbordet. Den særlige konkurrence ”flotteste fisk” afgøres af et dommerpanel, som er nedsat af arrangørerne.